Bryggen

...

UDSTILLING MED PLANTEPARADEN

10 maj - 01 juni 2025

Plateauet på 1. Sal

Kom og bliv en plante

Planter laver vores ilt. Uden dem kan vi ikke trække vejret. Planter skabte også vores atmosfære og de giver os mad, medicin, tøj, brænde og skønhed. Vi er helt afhængige af planter, men vi forstår dem ikke.

Nu inviterer kunstnerne Maria Viftrup og Kigge Mai Hvid dig ind i planternes forunderlige verden i en sjov og anderledes udstilling i storcentret Bryggen i Vejle.

En parade for planter
I udstillingen Planteparaden demonstrerer planter for deres ret til liv. Her kan du selv blive en plante, dele dine sjove selfies og lære en masse om forholdet mellem planter og mennesker.

Udstillingen åbner den 10. maj kl. 11.30 og alle er inviteret med til åbningen, der foretages af formand for Kultur-og Idrætsudvalget Dan Arnløv Jørgensen og de to kunstnere. Der serveres en forfriskning til både børn og voksne.

Hvorfor skal vi lytte til planterne?
Maria Viftrup siger: Planterne har normalt svært ved at råbe os mennesker op. Men nu har de klædt sig fint på, lavet skilte og går parade i Bryggen for at få vores opmærksomhed.

Vi skal lytte til dem – simpelthen fordi vi ikke kan undvære dem.

Kigge Mai Hvid siger: Hvis vi ikke kan lære at elske planter for deres uendelige skønhed og finurlighed, kan vi måske lære at passe på dem på grund af alt det, de gør for os mennesker.

Lige nu er én ud af fem blomstrende planter truet af udryddelse pga. den måde vi mennesker handler på med klimaforandringer, inddragelse af jord til byer og landbrug samt forurening.

Men der er også gode nyheder: Hvert år opdager videnskabsfolk ca. 20.000 nye planter, og forskning har fx fundet ud af, at planter kommunikerer med kemiske signaler, at de kan bruge deres hukommelse til at ændre adfærd, og at de kan genkende deres afkom. De er fulde af liv!

Planteworkshop for børn
Den 10. maj kl. 10.00 – 11.30 er der gratis planteworkshop for familier i det midlertidige børnebibliotek i Bryggen. Her kan alle lave deres egne planter og udstille dem i en fælles planteparade. Resten af maj kan man lave planter til udstillingen i børnebiblioteket.

Praktiske oplysninger
Udstillingsperiode: 10. maj – 1. juni 2025. Åben i Bryggens åbningstider.

Planteparaden er lavet af Maria Viftrup og Kigge Mai Hvid med hjælp fra Helle Viftrup, Martin Kristensen, Lærke Olesen og Stella Berthing-Hitz.

Samarbejdspartnere: Bryggen, Steen og Strøm, Vejle Bibliotekerne og City Vejle.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.


Kalender
Se mere her

Det sker der